Den hoffmannske renhedstænkning

Thomas Hoffmann, professor ved Københavns Universet, hævder, at det skyldes ideer om renhed, når en muslim ikke giver hånd til det modsatte køn, og i processen afslører han sin mangelfulde forståelse for helt grundlæggende islamisk lære.

Baggrund

Hoffmann har i artiklen med titlen Renhedstænkning blandt vestlige muslimer set sig sur på dem, der ifølge ham skjuler eller er uvidende om de egentlige religiøse motivationer bag, at nogle muslimer ikke giver hånd til det modsatte køn.

Han hævder, at denne 'håndskyhed' har rødder i Koranen og er baseret på tanker om renhed og urenhed, hvor man bliver uren, hvis man rører en kvinde, da dette skulle ugyldiggøre den islamiske rituelle afvaskning, som er nødvendig før man eksempelvis skal bede en af de fem daglige bønner.

Hoffmann påstår yderligere, at de reelle motiver erstattes med en diffus 'pseudoforklaring' i form af blufærdighed, da dette sandsynligvis vil være mere acceptabelt i samfundet, idet flere danskere kan forstå følelser og psykologi.

Hoffmanns beskyldning gik denne gang ud over en muslimsk studerende og dennes lektor, da den studerende ikke gav hånd til Ida Auken.

Forkert anvendelse af begreber

Vi må starte med at få nogle begreber på plads. Emnet, som den rituelle afvaskning er en del af, kaldes ṭahārah i islamisk retslære (fiqh), og er det allerførste emne, man studerer i denne videnskab.

Ordet på arabisk for urenhed er najāsah og noget urent kaldes najis. Det er ikke normen i islamisk retslære, at man siges at være uren (najis), når man ikke har udført en af de to rituelle afvaskninger; den mindre (wuḍū’) eller den større (ghusl). Den korrekte terminologi er, at man kan være i en ud af to tilstande:

1. den mindre ḥadath efter for eksempel at have sovet eller været på toilettet
2. den større ḥadath efter for eksempel samleje eller menstruation.

At være muḥdith (dvs. i tilstanden ḥadath) betyder, at der er nogle tilbedelser, man ikke må udføre, herunder de fem daglige bønner, førend man enten har udført den mindre rituelle afvaskning (wuḍū’) i tilfælde af den mindre ḥadath eller den større rituelle afvaskning (ghusl) i tilfælde af den større ḥadath. Efter pågældende afvaskning siges man nu at være ṭāhir dvs. i tilstanden ṭahārah. Ṭahārah oversættes som rituel/spirituel renlighed, mens ṭāhir oversættes som (spirituel/rituel) ren, men det er ikke ensbetydende med, at man var uren (najis) forinden, hverken i tilfældet af den mindre eller større ḥadath. En af de mest anerkendte muslimske lærde, Imam al-Nawawi, siger i sin forklaring af ḥadīth-samlingen Muslim, at der er konsensus blandt de lærde om, at man selv i den større ḥadath ikke er uren (najis). Ṭahārah er dermed spirituelt og relateret til en person, mens najāsah er fysisk og relateret til objekter, og de to er af den grund ikke modsætninger.

Ligeledes er det eksempelvis heller ikke normen i islamisk retslære at sige, at en kvinde er uren, når hun har menstruation. Det er hun ikke. Men blodet er urent. Og hvis en mand blødte i større mængder fra et sår, som for eksempel mængden af menstruation, ville hans blod ligeledes være urent.

Det modsatte af at være ṭāhir (dvs. i tilstanden ṭahārah) er i stedet at være muḥdith (i tilstanden ḥadath), og selvom det er mere udbredt især på andre sprog end arabisk, at man omtaler ḥadath som rituel/spirituel urenhed, er det ikke normen i den islamiske retslære at omtale det således.

'Renhedstænkning' er ikke motivationen bag 'håndskyheden'

Hoffmann hævder for eksempel: ''Håndskyheden har rødder i Koranen, hvor det udgør en del af islams særlige rituelle ren- og urenhedstænkning. Nærmere bestemt drejer det sig om et særligt emne indenfor renhedstænkningen, der handler om berøring, mulāmasah […] Ét af de forhold, der bevirker urenhed, er med Koranens ord »hvis I har rørt kvinder « […] det herskende synspunkt blandt de såkaldte retsskoler er, at ordet skal forstås helt bogstaveligt: hud-mod-hud berøring. Altså, at man før bønnen skal vaske sig rituelt, hvis man overhovedet har berørt en anden kvindes hud. […] Et minoritetssynspunkt blandt retsskolerne tolker imidlertid også udtrykket som en eufemisme for samleje […] Det vil for denne sags vedkommende sige, at muslimer ikke ville blive urene ved et håndtryk af det modsatte køn - eftersom dette jo ikke er et samleje.''

Det er imidlertid faktuelt forkert, at motivationen bag 'håndskyheden' er 'renhedstænkning', og faktuelt forkert, at majoriteten af retsskolerne fortolker ordet i verset som berøring alene. Det forholder sig nemlig stik modsat Hoffmanns udlægning. Kun én af de fire sunnitiske retsskoler, Shāfi’i-retsskolen, fortolker ordet i det omtalte Koranvers som berøring alene, og selv inden for denne retsskole er der lærde, der afviger fra denne fortolkning. Majoriteten, dvs. tre øvrige sunnitiske retsskoler, visse lærde inden for Shāfi’i-retsskolen, den shiitiske Ja'fari-retsskole, størstedelen af de tidligste retslærde før retsskolerne og størstedelen af Koranfortolkerne er af den forståelse, at ordet refererer til enten samleje eller seksuel berøring. Det følger dermed, at Koranverset, ifølge den overvældende majoritet, siger, at seksuel berøring eller samleje nødvendiggør, at man udfører rituel afvaskning for at kunne udføre bøn, og ikke blot, at man rører eller kommer til at røre det modsatte køn.

Bemærk i øvrigt, at det ikke handler om at 'røre kvinder', som Hoffmann har en uforholdsmæssig stor vægt på, men at røre det modsatte køn, da det går begge veje. Dette er noget, Hoffmann og ligesindede ofte spiller på. Af andre eksempler haves, ''kvinderne sidder et andet sted'' eller ''kvinden er syndig, hvis…'' Men i de fleste tilfælde går reglerne begge veje.

Og selv, for argumentets skyld, hvis majoriteten mente, at berøring af det modsatte køn ugyldiggjorde den rituelle afvaskning, betyder det stadig ikke, at 'håndskyheden' er motiveret af denne 'renhedstænkning'. Årsagen er simpel: det er ikke en synd ikke at have udført den rituelle afvaskning. Hvis 'håndskyheden' var motiveret af denne form for 'renhedstænkning', ville 'håndtryksproblemet' slet ikke være opstået i Danmark, da man blot kunne give hånd og efterfølgende bruge det ene minut, det tager at udføre afvaskningen. Der er absolut intet hverken forbudt (ḥarām) eller uønsket (makrūh) i ikke at være i ṭahārah (den spirituelle/rituelle renlighed efter rituel afvaskning), for det sker hver gang man for eksempel sover eller går på toilettet.

Det følger, at hvis håndtrykket var forbudt, fordi det medførte ḥadath (tilstanden hvor man ikke har udført den rituelle afvaskning), ville det ifølge Hoffmanns logik ligeledes være forbudt at sove eller gå på toilettet. Hoffmanns argument på logisk form ville da være:

1. Hvad der leder til ḥadath er forbudt
2. Håndtrykket (med det fremmede, modsatte køn) leder til ḥadath
3. Derfor er håndtrykket (med det fremmede, modsatte køn) forbudt.

Og argumentet er ugyldigt, idet første præmis som forklaret er faktuelt forkert, da det for eksempel ikke er forbudt at sove eller gå på toilettet, som netop leder til ḥadath. Desuden er den anden præmis en minoritetsholdning, og ikke flertalsholdningen, som Hoffmann fejlagtigt hævder. Begge præmisser, som Hoffmanns argument hviler på, er dermed forkerte, og hans argument er derfor faldet helt til jorden.

Det er således ukorrekt, at 'håndskyheden' skulle afhænge af nogen 'renhedstænkning'. Årsagen til forbuddet mod at røre det modsatte køn er simpelt fordi det er en synd, som forklares nedenstående.

Den korrekte motivation bag 'håndskyheden'

Hvor stammer 'håndskyheden' så fra? I den islamiske retslære, er det velkendt, at det tilhører emnet om interaktionen mellem de to køn og ikke 'renhedstænkning'.

Islam foreskriver forskellige regler i dette samspil mellem mænd og kvinder, der er fremmede for hinanden, med et overordnet formål om velfungerende familier og samfund og herunder forebyggelse af den strengt forbudte og skadelige utroskab. Af disse regler for de to køn haves for eksempel:

1. De skal begge tildække sig, men kvinder mere end mænd (håret)
2. De skal begge sænke deres blik (i betydning af ikke at kigge længerevarende på fremmede af det modsatte køn), men mænd mere end kvinder
3. De har ikke fysisk kontakt med hinanden, herunder håndtryk
4. De må ikke sammenblandes unødvendigt, og skal holde det mere formelt og professionelt.

Reglerne for samspillet mellem kønnene er i øvrigt med til at danne en muslims blufærdighed (ḥayā’), som bliver relevant nedenstående.

Om rituel afvaskning fem gange dagligt og hvorfor

Hoffmann hævder endvidere, ''Som man måske ved, skal muslimer gennemgå en særlig rituel vask, inden de forretter deres fem daglige tidebønner […] Udgangspositionen er nemlig, at en muslim i løbet af dagen højst sandsynlig vil have gjort eller rørt ting, som ifølge de religiøse love sætter vedkommende i en rituelt uren tilstand.''

For at bede en af de fem daglige bønner [1], skal man som nævnt have udført den mindre rituelle afvaskning (wuḍū’), hvis man forinden var i den mindre ḥadath (tilstanden efter for eksempel søvn), og hvis man forinden var i den større ḥadath (tilstanden efter fx samleje), skal man udføre den større rituelle afvaskning (ghusl).

Men det er faktuelt forkert, at kravet om den rituelle afvaskning er baseret på en antagelse om, at man 'højst sandsynligt' har rørt urene ting i løbet af dagen og derfor bør udføre afvaskningen af sikkerhedshensyn. Den rituelle afvaskning skyldes ifølge den islamiske retslære, at Allah og Profeten Muhammad, må fred og velsignelser være med ham, klart har angivet, at den skal udføres, før man kan bede en af de fem daglige bønner. Afvaskningen er altså en tilbedelse og ikke en sikkerhedsforanstaltning imod at have rørt urene ting (najasāt).

Det er også faktuelt forkert, at urene ting ugyldiggør ens rituelle renlighed (ṭahārah), så man ikke kan udføre sine bønner. Man mister ikke sin rituelle afvaskning af at røre urene ting. Hvis man får noget urent (najāsah) på sig, skal det blot fjernes, og hvis det klistrer, skal det vaskes af med vand. Og hvis noget urent kommer på tøjet, skal tøjet enten renses eller skiftes. Men i ingen af tilfældene kræver det rituel afvaskning, at man har rørt noget urent (najis).

Og hvis Hoffmann mener, hvilket det lyder som om, at man skal foretage afvaskningen før hver enkelt bøn, er det heller ikke korrekt. Man kan udføre den én gang om morgenen og derefter bede alle fem bønner, forudsat at man forbliver i den rituelle renlighed (ṭahārah) gennem hele dagen.

[1] Danske muslimer kalder i øvrigt ikke de fem bønner for ’tidebønner’. Det er implicit, når vi taler om de fem bønner, at vi refererer til de fem ritual-bønner, der indtræder på bestemte tidspunkter ift. solen. Vi skelner disse fem fra den personlige bøn, du’ā’, ved blot at sige du’ā’ eller den personlige/private bøn om denne.

Om berøringsmellempositionen og en 'bestemt form' for afvaskning

Hoffmann hævder endvidere, ''Et slags mellemposition udgøres, hvis berøringen har medført eller været udført med lystfølelse, shahwa. I et sådant tilfælde skal en bestemt form for rituel afvaskning gennemføres senere.''

Det er korrekt, at der mellem almen berøring og samleje eksisterer en mellemposition om seksuel berøring, men det er faktuelt forkert, at der skulle være en 'bestemt form for rituel afvaskning' for mellempositionen. Der er kun de to omtalte former for rituel afvaskning (den mindre og den større) [2], og i tilfældet af holdningen om, at man udtræder den rituelle renlighed (ṭahārah) ved seksuel berøring, kræves blot den mindre rituelle afvaskning (wuḍū’). 

[2] Og en tredje, tayammum, i fraværet af vand, men den er ikke relevant for pointen her.

Hoffmann har ingen 'smoking gun'

Om hvorfor den studerende (som lektoren kalder ’medforfatteren’ i følgende citat) ikke gav hånd til Ida Auken, sagde lektoren: ''Min medforfatter forsøgte ligeledes flere gange at sige, at det ikke handlede om manglende ligeværd eller manglende respekt, men at vi alle har vores grænser i forhold til fysisk kontakt med det modsatte køn, og her gik hans.''

Lektoren og den studerende forklarede altså det manglende håndtryk ud fra blufærdighedsbetragtninger. Ifølge Hoffmann forbigår de den reelle religiøse begrundelse for det manglende håndtryk, som er 'renhedstænkningen', hvilket allerede er tilbagevist som en klar faktuel fejl.

Hoffmann hævder endvidere, at flere muslimer erstatter den reelle religiøse begrundelse med en 'psykologisering', og denne psykologisering skulle være en diffus, personlig blufærdighedsgrænse. Dette er, ifølge Hoffmann, ''en form for religiøs analfabetisme - i hvert fald hvis den fremføres af fagfolk.'' Og han siger, 'blufærdighedsdiskursen fuldstændigt overskygger den bagvedliggende religiøse motivation,'' men citerer selv en beretning fra Profeten Muhammad (her som formuleret af Hoffmann): ''blufærdighed (haya) er det halve af religionen.''

For nu vil vi ignorere Hoffmanns dehumanisering af muslimer, som tilsyneladende ikke kan være egne personer med blufærdighedsgrænser, men kun binære islamiske objekter, der kan være rene eller urene.

Det er rigtigt nok, at den islamiske motivation bag 'håndskyheden' ikke er blufærdighed som sådan, men at følge islams regler for samspillet mellem kønnene. Blufærdighed er dog en del af dette samspil, så hvad er det store problem i, at nogle muslimer begrunder det med blufærdighed? Blufærdighed er meget tættere på den reelle motivation end 'renlighed' er. [3] Hvis blufærdighed er halvdelen af religionen, hvorfor er dette så ikke tilstrækkeligt for en muslim som religiøs motivation? Islams regler om samspillet mellem kønnene er jo netop med til at danne muslimers blufærdighed. Hvad er den væsentlige forskel på, om en muslims religiøse motivation bag 'håndskyheden' var baseret på et islamisk koncept om rituel renhed, et islamisk koncept om at følge islams påbud for mænd og kvinder eller et islamisk koncept om blufærdighed?

[3] Bemærk i øvrigt, hvordan Hoffmann lige har kaldt sig selv en religiøs analfabet, da det er ham, der tager fejl angående den religiøse motivation bag 'håndskyheden'.

Konklusion

I denne artikel er der redegjort for en masse af Hoffmanns forkerte påstande og fejlslutninger: forkert og manipulerende brug af begreber, for eksempel ’ren’ og ’uren’, motivationen bag 'håndskyheden', hvordan de muslimske lærde fortolker koranverset om rituel afvaskning, hvorfor muslimer udfører den rituelle afvaskning og om de bestemte former for afvaskning. Hoffmann har forsøgt at legitimere sine synspunkter ved at henvise til den muslimske retslære (fiqh), men har ramt helt ved siden af.

Det er uvist, om det skyldes uvidenhed eller bevidst manipulation, at Hoffmann ofte misrepræsenterer islam og muslimer. Uanset tilfældet, er det uacceptabelt for en professor at begå disse fejl, både fordi han anvender dem aktivistisk i diverse politiske råd og i medierne og fordi fejlene omhandler grundlæggende og velkendte aspekter af islam, som i dette tilfælde desuden er det første emne, man studerer i den islamiske retslære (fiqh). Størstedelen af alle muslimer har kendskab til dette emne, for ikke at tale om ikke-muslimske islamforskere og islamologer, der i modsætning til Hoffmann har gennemført feltarbejde og undersøgt, hvad muslimer faktisk mener, eller besidder tilstrækkelige arabiskkundskaber til selv at kunne læse og forstå de primære kilder på arabisk. Dette er færdigheder, som Hoffmann hverken har overblik over eller tilstrækkeligt kan forstå, da hans primære kildemateriale er andre kritiske ikke-muslimers ikke-arabiske værker. Og man lærer ikke realiteten af noget ud fra dets kritikere.

Hoffmanns grove misrepræsentation af håndtrykket er desværre ikke en undtagelse. Han udgiver ofte faktuelle fejl om islam og muslimers udlægning, og dette modsvar er tænkt som kun det første i rækken om disse brølere.

Udgivet af Muslimsk Ungdom i Danmark.

Ingen copyright. Alt på denne hjemmeside må gengives.