Nedenstående artikel er en oversættelse af dette faktaark af Bridge Initiative. Vi har foretaget mindre justeringer (med grønt), hvor vi fandt, at faktaarket kunne præciseres. Vi har også tilføjet egne kommentarer (med rødt) som modsvar til en artikel om, at faktaarket skulle bestå af faktuelle fejl, fordrejninger og citater ude af kontekst.

Thomas Hoffmann er professor ved Københavns Universitet. Han angiver, at han specialiserer sig i flere felter, herunder Koranstudier, Bibelstudier, Religion og Litteratur, Ritualteori og Religionshistorie. Han blev udnævnt til professor af dekanen for Det Teologiske Fakultet. Hoffmann skriver for det højreorienterede Weekendavisen og er en hyppig kommentator om samtidsislam og muslimer i Danmark. Han er også en del af flere statslige institutioner, der rådgiver regeringen om politikker vedrørende religion og integrationsanliggender. På trods af ingen erfaring med forskning i samtidsislam har Hoffmann stillet sig selv som en autoritet inden for samtidsislam og har brugt sin akademiske position til at retfærdiggøre regeringens diskriminerende tiltag mod muslimer.

Thomas Hoffmann er professor ved Københavns Universitet i Afdeling for Bibelsk Eksegese. Hans hovedforskningsområde er koraneksegese. Han blev udnævnt til professor af dekanen for det teologiske fakultet uden, at professoratet blev slået op. I løbet af sin ansættelse har Hoffmann kun haft en enkelt ph.d.-studerende. Denne ph.d.-studerende har ikke modtaget sin grad, da en komité har afvist den studerendes afhandling to gange. Hoffmann har kun udgivet én bog, som er en revideret version af hans ph.d.-afhandling, der fik heftig kritik for sit arabiske sprog (mere nedenstående).

I 2022 blev Hoffmann udpeget af ministeren for udlændinge- og integrationsministeriet til at sidde i det Nationale Integrationsråd, som rådgiver ministeren for udlændinge og integration. Derudover er Hoffmann en af fire medlemmer i det rådgivende udvalg vedrørende trossamfund i Kirkeministeriet. Udvalget rådgiver ministeriet om ansøgninger om anerkendelse som trossamfund under dansk lov. Hoffmann er også medlem af Kommissionen for den glemte kvindekamp, som lå i dvale fra oktober 2022 til marts 2024. Da den nuværende regering genindsatte kommissionen i marts 2024, udpegede den fire nye medlemmer, hvoraf en var Hoffmann. Kommissionen har til opgave at anbefale regeringen, hvordan man kan tackle æresrelateret misbrug og opretholde danske værdier. Den skal aflægge rapport i november/december 2024.

Hoffmann er aktiv i den danske politiske debat som en offentlig intellektuel med stærke holdninger om emner relateret til islam og muslimer. Han mener, at undervisning om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger skal være obligatorisk i danske skoler, og han var stærkt imod det danske forbud mod koranafbrændinger. Da sidstnævnte lov blev vedtaget i Folketinget i 2023, skrev Hoffmann, at "selvom loven ikke er en islamisk lov som sådan, ligner den påfaldende de regler, de såkaldte dhimmier skulle overholde i middelalderens islamiske samfund". Han fortsætter derefter med at give et eksempel på denne overlapning og slutter med: "lad os ønske regeringen tillykke med at have opfundet en koranisk tidsmaskine, der genskaber førmoderne tider." Dette spiller ind i Hoffmanns advarsler om en gradvis islamisering af det danske samfund. Han understøtter denne påstand ved at referere til Victor Klemperers metafor om arsenik, konceptet om islamo-gauchisme og Lorenzo Vidinos påstand om, at muslimer bruger sekulær terminologi til at skjule deres religiøse agenda for at gøre religiøse krav acceptable. Et fælles tema i alle disse artikler er, at Hoffmann beskriver politisk engagerede muslimer som en magttrussel mod social samhørighed og påstande om, at de bruger blød magt til at islamisere det danske samfund.

Parallelt med sit politiske engagement anklager Hoffmann sine akademiske modstandere for at sprede falske nyheder og være faktaresistente, når det kommer til emner som islamisme og jihadisme. Han giver eksemplet med Dr. John L. Esposito, som Hoffmann anklager for bevidst at omskrive historien for at gøre den større jihad (personlig stræben) primær, når ifølge Hoffmann den mindre jihad (hellig krig) historisk set var primær. Dette er blot ét eksempel på, hvordan Hoffmann skelner mellem sit eget synspunkt, som han præsenterer som videnskab med politiske implikationer, og sine modstanderes videnskab, som han fremstiller som politisk partisk.

Hoffmanns videnskabelige arbejde kritiseres af flere af hans kolleger. Geert Jan van Gelder, professor ved Oxford University, var forfærdet over Hoffmanns ringe beherskelse af det arabiske sprog og kaldte Hoffmanns mange arabiske fejl "en fornærmelse" og beskrev Hoffmann som "en person, der ser ud til at have utilstrækkelig viden om arabisk og mangel på respekt for Koranens præcise tekst." Gelder havde dog også noget ros til bogen. Ligeledes har professor Heine Andersen ved Københavns Universitet udtalt, at Hoffmanns brug af en ph.d.-studerendes religiøse identitet som et argument imod hende kompromitterer "Hoffmanns troværdighed som forsker" (se nedenfor).

I deres artikel, "The Case for Studying Non-Muslim Islams," har to religionshistorikere, Jesper Petersen og Anders Ackfeldt, vist, at Hoffmann, på trods af at være erklæret ikke-muslim, positionerer sig som en islamisk autoritet, der underviser muslimer om "sand" islam, mens han kategoriserer populære muslimske fortolkninger som fejlagtige og dermed underminerer muslimske stemmer. Petersen og Ackfeldt konkluderer, at Hoffmanns dårlige forståelse af forskningsvidenskab gør ham mere til et studieobjekt end en forskningsproducent. Petersen har også udtalt sin kritik af Hoffmann i danske medier. Udover den akademiske kritik har Pressenævnet krævet, at Weekendavisen retter uunderbyggede påstande, som Hoffmann fremsatte mod en muslimsk NGO i sin klumme i avisen (se nedenfor).

Hoffmann er primært kendt i Danmark og har stort set ikke noget internationalt akademisk netværk. På trods af aldrig at have udført empirisk forskning om samtidsislam, for ikke at tale om feltarbejde, præsenterer Hoffmann sig selv for den danske offentlighed som ekspert i forskellige aspekter af muslimsk liv (se nedenfor). Han fremsætter også dristige religiøse påstande om den islamiske tradition. Hoffmann har for eksempel hævdet, at muslimske kvinder accepterer at blive voldtaget, når de indgår i et islamisk ægteskab (nikah): "Som når for eksempel en kvinde gentagne gange accepterer at blive voldtaget af sin mand, fordi hun, alt andet lige, også ønsker at være en from muslimsk kvinde, der lever op til, hvad der defineres som islamiske ægteskabsnormer… For at sige det ligeud er voldtægt inden for ægteskabet en selvmodsigelse, fordi kvinden én gang for alle har givet samtykke via nikah-kontrakten." I en anden artikel forklarer Hoffmann, at muslimske kvinder kan have svært ved at blive skilt islamisk med hjælp fra en islamisk autoritet, fordi Koranen "forskriver fysisk straf af ulydige koner", med den antagelse at islamiske autoriteter generelt tolererer ægtefællevold.

På samme måde har Hoffmann gentagne gange modsat sig muslimers fortolkning af Koranen 5:32 som en erklæring om, at drab på ét menneske er lig med drab på hele menneskeheden. Han har kaldt en specifik muslimsk debattørs fortolkning af dette vers for “tendens til misinformation” og tilføjet, at hans islam er baseret på “uforsigtige referencer til Koranen.” Som korrektion af denne muslimske debattør udtaler Hoffmann, at “først og fremmest er dette ikke en befaling til muslimer, men en befaling til jøderne, Israels børn – en religiøs gruppe, som Koranen ofte polemiserer imod.” Han henleder derefter læserens opmærksomhed på det følgende vers (5:33), der handler om at tage hævn på folk, der fører krig mod islam ved at dræbe, korsfæste eller afskære deres hænder og fødder på modstående sider af kroppen. Dette vers er ifølge Hoffmann en befaling til muslimer i modsætning til 5:32 (for andre eksempler på Hoffmanns underminerende syn på muslimske fortolkninger af 5:32, se her og her).

Et andet eksempel på Hoffmanns delegitimering af muslimske fortolkninger af islam findes i hans gentagne korrektion af muslimske kvinder, der ikke mener, at hijab er obligatorisk, idet han tilføjer, at det er et krav for mænd at pålægge denne regel overfor kvinder: "Når det gælder sløret, er dette klart og entydigt en påbud fra Gud i Koranen. Det er ikke et direkte påbud til kvinden, men derimod et påbud til mændene om, at de skal pålægge dette påbud på 'deres' kvinder." Hoffmanns hovedargument i artiklen er, at hijab ikke er et valg for muslimske kvinder; det er en obligatorisk fordring fra Gud, som har gjort mænd ansvarlige for at håndhæve dette.

Som disse tre eksempler viser, har Hoffmann en tendens til at tale på vegne af muslimer og forklare både muslimer og ikke-muslimer, hvad islam er. Hvis muslimer ikke er enige, underminerer han deres synspunkter og erklærer, at de er fejlinformerede om islam.

Som disse tre eksempler viser, har Hoffmann en tendens til at tale på vegne af muslimer og forklare både muslimer og ikke-muslimer, hvad islam er. Hvis muslimer ikke er enige, underminerer han deres synspunkter og erklærer, at de er fejlinformerede om islam.

Hoffmann har skrevet rosende om den højreorienterede dansk-svenske politiske aktivist Rasmus Paludan, der er kendt for at udføre offentlige handlinger med at brænde Koranen med skiver af bacon indsat mellem siderne. Paludan er også grundlægger af det højreorienterede parti Stram Kurs. Den 20. april 2022 offentliggjorde Hoffmann en kronik i Berlingske sammen med en kollega, hvor de argumenterer for, at: “… ved konstant at gentage sit cirkus herhjemme, har Paludan formået (næsten) at civilisere de anti-demokratiske blandt danske muslimer, så de ikke mister selvkontrollen hver gang folk kommer med udsagn, der krænker deres hellige bog.” Hoffmanns og Holtermanns kronik er gennemsyret af ideen om, at den yderste højrefløj, her repræsenteret ved Paludan, civiliserer de “ukultiverede”.

Ifølge denne artikel i Kristeligt Dagblad, er det ukorrekt, at Hoffmann har rost Paludan. Vi mener dog, at det bestemt er en ros, at Hoffmann skriver, at Paludan næsten har formået at civilisere de antidemokratiske blandt muslimer. Vi foretager os derfor ingen ændringer her.

Som med andre kronikker af Hoffmann er analysen baseret på ren spekulation og opbygningen af en fortælling, der er løsrevet fra de faktiske begivenheder. Hoffmann drager for eksempel en forbindelse tilbage til offentlige henrettelser af kristne i Andalusien i 850'erne og tilføjer, at Paludan planlægger at stifte en kirke kaldet "Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke." Det vil sige, Hoffmann indsætter koranafbrændingerne og urolighederne i Sverige i en narrativ ramme, som er fremmed for situationen. Da svenske forskere senere offentliggjorde deres empirisk funderede rapporter om begivenhederne, var der naturligvis ingen andalusisk fortælling, fordi den var irrelevant. Kontrasten mellem Hoffmanns spekulation og ordentlig forskning (i form af de to rapporter) er markant. Rapporterne kan downloades her og her, og Hoffmanns senere kommentarer til disse rapporter kan læses her.

Hoffmann har også skrevet rosende om Kåre Bluitgens Mohammad-biografi for børn og givet den fem ud af seks stjerner i sin boganmeldelse. Det er denne bog, der indirekte udløste Muhammed-tegningernes krise i 2005-6. Da Bluitgen ikke kunne finde illustratorer til bogen, førte det til, at Jyllands-Posten bestilte Muhammed-tegningerne. Hoffmann advarer om, at familier, der køber bogen, "må være forberedt på lige så barske og foruroligende scener som dem, der findes i Bibelen: detaljerede beskrivelser af slavehandel, halshugninger, stening, voldtægter, etnisk udrensning og massakrer… hvis man sammenligner Bluitgens genfortælling med de oprindelige kilder, vil man bemærke, at de (ofte) stemmer godt overens." Imidlertid bemærker Hoffmann ikke, at dette ikke er den Profet Mohammad, som de fleste muslimer ærer. I stedet skriver han, at "der er en stor minoritet af mennesker, for hvem Mohammad ikke bare er en religiøs figur, men 'en god rollemodel', som det er beskrevet i Koranen. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at offentligheden får en let læselig indsigt i de tekster, som er grundlaget for muslimerne store ærbødighed overfor Mohammad." Med andre ord præsenterer Hoffmann denne opfattelse af Mohammad som den, muslimer ærer, og han legitimerer Bluitgen ved at sige, at han "ikke ser ud til at have smuglet en skjult dagsorden ind."

Ifølge ovenstående artikel i Kristeligt Dagblad, skulle det være en betydelig fejl, at Bridge ikke havde oversat ordet "ofte" fra artiklen. Det betyder dog ikke det store for pointen.

Hoffmanns metode består primært af medieforbrug, som han betragter som feltarbejde. For eksempel beskriver han sin lytning til et muslimsk radioprogram med følgende ord: “Som ikke-muslimsk lytter får man en ganske unik indsigt i et univers, der normalt ville kræve feltarbejde eller muslimske venner for at få adgang til. Nogle gange føles det endda, som om man lytter til en noget eksklusiv og privat samtale… Som lytter bliver man forvandlet til en antropolog, hvis fremmede blik kan identificere strukturer og ‘sandheder’, som de indfødte ikke bemærker i deres hverdag.” Hoffmanns opfattelse af medieforbrug som en form for feltarbejde understreges også af titlerne i hans klummer i Weekendavisen.

Hoffmann kaster sig ofte ud i ren spekulation baseret på, hvad han observerer i danske medier. For eksempel hævdede han den 1. september 2022 i Weekendavisen, at der var forbindelser mellem Center for Muslimers Rettigheder i Danmark (CEDA), en muslimsk menneskerettighedsorganisation i Danmark, der har til formål at udtrykke muslimske bekymringer om islamofobi og diskrimination i Danmark, og den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans AKP. På denne måde underminerede Hoffmann CEDAs positioner ved at sige, at de er påvirket af udlændinge. CEDA klagede til Pressenævnet, som den 22. august 2023 gav CEDA medhold og krævede, at Weekendavisen, der havde offentliggjort Hoffmanns påstande, rettede Hoffmanns ubegrundede påstande. Weekendavisen efterkom dette krav, og artiklen er nu indledt med en erklæring og et link til Pressenævnets afgørelse.

Hoffmanns spekulative tilgang har ofte konsekvenser for muslimske borgere og institutioner. Den 20. oktober 2023 gav Niels Mikkelsen, som er gymnasielærer, en fredagsprædiken i en af Danmarks mest populære moskeer, Det Islamiske Trossamfund. I slutningen af december 2023 fik denne fredagsprædiken opmærksomhed fra den tidligere integrationsminister, Inger Støjberg, som delte den på Facebook. Den 4. januar 2024 publicerede BT en artikel om fredagsprædikenen, hvor Hoffmann konkluderede, at prædikenen er bekymrende, og at “Niels Mikkelsen går som katten om den varme grød. Og den varme grød er naturligvis terrorbilligelse.” Hoffmann offentliggjorde senere en kronik, hvor han uddyber, hvorfor han mener, at Mikkelsen billiger terror, selvom Hoffmann også præciserer, at han ikke kan fastslå, om Mikkelsens prædiken er ulovlig. Hoffmanns påstande er ikke dokumenteret i prædikenen, som moskeen efterfølgende har fjernet fra sin hjemmeside. Dog havde Hoffmanns artikel betydelige konsekvenser for Mikkelsen og moskeen. Mikkelsen blev indkaldt til en samtale på sin arbejdsplads, og moskeen blev også bedt om at forklare hændelsen til Kirkeministeriet. Dansk Folkeparti fremsatte desuden et lovforslag i Folketinget om at ophæve anerkendelsen af Det Islamiske Trossamfund, hvilket kunne have medført, at moskeen mistede deres skattefritagelser, ægteskabslicenser, visum til imamer osv. Dette lovforslag henviste eksplicit til artiklen i BT, hvor Hoffmann fremlagde sin vurdering. Lovforslaget blev dog ikke vedtaget, da regeringen konkluderede, at lovforslaget var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Desuden anerkendte Kirkeministeriet Det Islamiske Trossamfund i den forstand, at de accepterede moskeens forklaring og valgte ikke at forfølge sagen yderligere.

Sagen med CEDA og Det Islamiske Trossamfund er blot to eksempler på Hoffmanns vane med vild spekulation uden hensyntagen til de konsekvenser og implikationer, hans spekulationer har for de personer og organisationer, han retter sin mistanke imod.

Den 18. februar 2021 offentliggjorde Weekendavisen en artikel om en migrationskonference, hvor den norske ph.d.-studerende Rahma Søvik havde præsenteret sin forskning om transnational flytning. Dette udløste en intens debat, som Hoffmann involverede sig i, da han den 17. marts og 1. april offentliggjorde opdateringer på Facebook, hvor han stillede spørgsmålstegn ved, om Søvik var kvalificeret til at forske, og han underviste hende i positionering og hvordan hendes empiriske data skulle fortolkes. Hoffmann identificerede/kategoriserede Søvik som salafi for at diskvalificere hendes forskning. Hoffmann deltog ikke i den pågældende konference og nåede sine konklusioner alene baseret på en læsning af Søviks resumé og efterfølgende debat. Da en bekymret professor emeritus, Heine Andersen, klagede til chefredaktøren på Weekendavisen over den oprindelige historie offentliggjort den 18. februar, blev klagen afvist med henvisning til Hoffmanns to Facebook-opslag. Den 31. marts udtalte Andersen på Facebook, at “jeg har tidligere ikke oplevet, at en forskers religiøse identitet direkte er blevet brugt som argument. I dette tilfælde bag forskerens ryg. Dette er efter min mening med til at kompromittere Hoffmanns troværdighed som forsker.” Den Ph.d.-studerende offentliggjorde senere en kronik, hvor hun offentligt svarede Hoffmann igen. Desuden sendte hun en formel klage til Københavns Universitet, men denne blev også afvist. Den 10. juli beklagede Hoffmann sig i Berlingske over, at klagen var ubelejlig for ham, fordi han på det tidspunkt blev overvejet til et professorat . Han blev forfremmet til professor kort efter denne hændelse.

Hoffmann er også forbundet med flere personer, der har spredt konspirationsteorier rettet mod muslimer i Europa. I et opslag fra februar 2023 for Weekendavisen nævnte Hoffmann Sameh Egyptson, en svensk akademiker og meget synlig offentlig kommentator, der har spredt konspirationsteorier om en påstået islamisering af Sverige. På samme måde introducerede Hoffmann Florence Bergeaud-Blackler, en fransk akademiker der har påstået, at Det Muslimske Broderskab har infiltreret EU og fransk akademia, til den danske offentlighed. På trods af at Hoffmann ikke har lavet nogen forskning om Det Muslimske Broderskab, skrev han forordet til den danske oversættelse af Bergeaud-Blacklers bog Le frérisme et ses réseaux: l’enquête (“Broderskabet og dets Netværk: Undersøgelsen”). Ligeledes introducerede Hoffmann Ruud Koopmans, en hollandsk sociolog der har afvist islamofobi som et “oppustet problem,” til den danske offentlighed. Hoffmanns bemærkninger om Koopmans’ studie var: “Jeg er ikke ekspert i kvantitativ sociologi, men studiet virker veludført og nøgternt for mig,” hvilket får Hoffmann til at konkludere, at flertallet af europæiske muslimer er fundamentalister, hvilket er tæt på Koopmans’ konklusion om, at 44 procent af europæiske muslimer er fundamentalister.

Udgivet af Muslimsk Ungdom i Danmark.

Ingen copyright. Alt på denne hjemmeside må gengives.